De tavse dræbere i fødekæden

Det er en af naturformidlingens største gåder: Hvorfor bliver vi ved med at finde forgiftede rovfugle i en oplyst tidsalder? Svaret skal findes i lukkede kredsløb og en strafferamme, der minder om en mild reprimande.

Af Ørnereservatet

Gennem årtier har de cirkuleret over det danske landskab – både fuglene og de utallige kampagner, der skulle beskytte dem. Vi har produceret tv-udsendelser, skrevet artikler og ført debatter til hudløshed. I Ørnereservatet har vi talt foran tusindvis af gæster om rovfuglenes uundværlige plads i økosystemet og de katastrofale følgevirkninger, når giften lægges ud i naturen.

Resultatet er mærkbart, men ufuldstændigt. Kurven er knækket, bevares, men den er ikke flad. At ulovlig jagt og systematisk forgiftning af rovfugle fortsat finder sted i 2026, er ikke blot en biologisk tragedie; det er et sociologisk mysterium. Hvordan kan en så massiv oplysningsindsats prelle af på en lille, men hårdnakket gruppe?

En fødekæde af tavshed

Når vi betragter de forgæves forsøg på at opklare disse sager, må vi stille et ubehageligt spørgsmål: Fokuserer vi på de forkerte værktøjer? Politiets og myndighedernes indsats retter sig primært mod at finde gerningsmændene, men historien viser, at det ofte er en jagt på skygger.

Vores erfaring siger os, at vi her har at gøre med det, man kunne kalde et "kredsløb". En fødekæde af tavshed. Viden om metoder og ulovlige giftstoffer cirkulerer i lukkede miljøer, hvor loyaliteten over for de indviede vejer tungere end hensynet til lovgivningen og den fælles natur. Det er cirkulære systemer, der er næsten umulige at penetrere udefra, og det slider på tilliden til retssamfundet, når sag efter sag ender i en blindgyde.

Modpolernes tyranni

Samtidig ser vi en tendens til, at forgiftninger og ulovlig jagt bliver brugt som ideologisk slagvåben. Hver gang en ørn findes død af gift, vågner de sociale mediers domstole, og ordet ”jæger” bliver hurtigt synonymt med ”skurk”.

Denne kollektive mistænkeliggørelse er både dum og farlig. Vi taler om de "berømte" brodne kar, som findes i alle miljøer, men ved at dæmonisere en hel gruppe, skaber vi frontlinjer, hvor der burde være fælles ansvar. Hvis vi gør naturbevarelse til en krig mellem land og by, taber fuglene hver gang. Vi har brug for jægernes ekspertise og deres eget interne opgør med de brodne kar – ikke en gold skyttegravskrig.

Prisen for et valg

Oplysning er fundamentet, og den virker på det store flertal. Men for dem, der bevidst vælger at ignorere årtiers viden, er ord ikke længere nok. Det er her, kæden hopper af: Sanktionerne i Danmark er i dag så milde, at de savner enhver præventiv effekt.

Hvis vi som samfund mener det alvorligt, når vi taler om biodiversitet, må konsekvenserne af forgiftning af rovfugle afspejle ugerningens alvor. Bøder og strafferammer skal op i et leje, hvor det ikke længere kan betragtes som en kalkuleret risiko eller en lille driftsomkostning ved at ”passe sine egne interesser”.

Rovfuglene har overlevet istider, enorme landskabsændringer og menneskets udbredelse gennem årtusinder. At de i dag fortsat segner om på grund af ulovlig gift, er ikke et uundgåeligt naturvilkår. Det er et aktivt valg truffet af få individer. Det er på tide, at vi som samfund gør det valg så omkostningstungt, at ingen længere har lyst til at træffe det.

Efterskrift: Brutalitet uden grænser

Selvom vi i denne artikel fokuserer på rovfugle, gør nyheden om den skamskudte ulv (30.01.2026) et ubeskriveligt smerteligt indtryk på os.

Det er intet mindre end forkasteligt, at et vildt dyr har måttet gå rundt i op mod 14 dage med en ødelagt krop som følge af et skud. At påføre et levende væsen så omfattende lidelser gennem ulovlig selvtægt er en skændsel for vores naturforvaltning og almindelig medmenneskelighed.

Uanset om det gælder rovfugle eller ulve, må vi aldrig acceptere denne form for brutalitet og mangel på respekt for loven og dyrevelfærden.

Inspiration udefra: Kan vi lære af Luxembourg?

Hvis vi savner beviser for, at en anden vej er mulig, behøver vi blot at løfte blikket mod udlandet. Her finder vi beviset på, at naturkriminalitet ikke er et uundgåeligt vilkår, men et spørgsmål om prioritering.

Ifølge det seneste Nature Conservation Index 2024 indtager Luxembourg nemlig den globale førsteplads som verdensmester i naturbeskyttelse. Succesen er ikke tilfældig, men resultatet af en målrettet strategi:

• Fristeder med reel beskyttelse: Landet har etableret et ekstremt fintmasket netværk af beskyttede områder, der fungerer som faktiske helle for dyrelivet.

• Velstand og vilje: En kombination af høj velstand og en klippefast politisk prioritering har fjernet de økonomiske incitamenter for krybskytteri.

• Konsekvent håndhævelse: Lovgivningen er ikke bare stærk på papiret; den bliver håndhævet med en konsekvens, der sender et klart signal om, at overtrædelser aldrig betragtes som bagateller.

Luxembourg viser os, at når den politiske vilje møder de rette sanktioner, kan vi faktisk beskytte vores natur effektivt