Vintertræning i høj sol – Stellersørnen Kamtjatka over klitterne

Der er vinterdage, hvor man næsten kan mærke kulden arbejde i kroppen, men hvor lyset gør det hele umagen værd. Høj sol over klitterne. Sne i felter. Næsten vindstille. Klart og kontant.

Det er den slags dage, vi bruger til seriøs træning.

Jeg kører ud i terrænet omkring Ørnereservatet med Kamtjatka, vores Stellersørn. Målet er enkelt: Vi skal så hurtigt og så langt ud i landskabet som muligt. Ikke for tempoets skyld, men fordi det giver den rigtige form for motion og koncentration.

Med den lille firehjulstrækker kan vi på få minutter være flere kilometer ude. Til fods ville det tage for lang tid – og tiden betyder noget. En stor ørn skal holdes mentalt i gang. Står man stille for længe, mister man intensiteten.

Bevægelse skaber fokus.

Kamtjatka forbinder bilen med aktivitet. Når motoren starter, ved hun, at der sker noget. Hun følger med. For hende er bilen ikke bare transport – den er begyndelsen på træningen.

Bygget til afstand

En Stellersørn er ikke en let fugl. Den er massiv, kraftfuld og skabt til store vidder. I naturen dækker arten enorme områder langs kyster og floder i det nordlige Stillehav. Det instinkt ligger stadig i hende.

Når hun letter, er det med dybe, rolige vingeslag. Man ser vægten arbejde i luften. Der er ingen overflødige bevægelser. Det er effektivt, økonomisk og målrettet.

Vinterkulden er en fordel. Den kolde luft giver gode arbejdsbetingelser. Hun kan yde mere uden at blive presset af varme. Det bliver en reel konditionstræning – ikke bare en kort flyvning.

Hun tager lange stræk over sneen, holder højden og glider i det klare lys. Det er styrke i praksis.

Valget er hendes

Når vi nærmer os Ørnesøen, kan man se, at hun registrerer stedet. Hun forbinder det med positive erfaringer. Ofte vælger hun selv at lægge an til landing her efter en længere tur.

Det er vigtigt, at det er hendes beslutning.

Træning med rovfugle handler ikke om tvang, men om rammer. Man skaber situationer, hvor fuglen vælger samarbejdet.

Undervejs taler jeg med hende. Ikke som pynt, men som en del af arbejdet. Tone og rytme betyder noget. Hun mærker øjeblikkeligt, om man er til stede eller ej.

Interaktionen er afgørende. Man kan ikke bare stå og se på. En ørn læser kropssprog og stemning bedre, end mange forestiller sig.

Samarbejde i åbent landskab

Vinterlandskabet omkring Ørnereservatet er åbent og overskueligt. Lange sigtelinjer. Få forstyrrelser. Det giver gode arbejdsbetingelser – både for hende og for mig.

Vi kører hurtigt ud. Hun flyver langt. Hun lander, når det giver mening.

Det er fysisk træning, ja. Men det er også relation.

Når vi vender tilbage gennem sneen, følger hun med – fokuseret og rolig. For hende er bilen signalet om, at noget skal ske. At der er en opgave.

 

Med undertekster