Ørnereservatet: Stort Naturprojekt Får Nyt Liv

Af og til er naturforvaltning ikke et spørgsmål om at gøre mere, men om at gøre mindre – og gøre det rigtigt. Det er udgangspunktet for det skov- og landskabsprojekt, der nu nærmer sig sin afslutning i Simon Skrivers Klit i samarbejde med Hjørring Kommune – Team Natur.

Målet har fra begyndelsen været enkelt og ambitiøst på samme tid: at give klitten mere lys, mere luft og mere plads. Ikke for at skabe et nyt landskab, men for at lade et gammelt genfinde sin form. For klitlandskabet her er ikke en romantisk kulisse; det er et levende system, formet af vind, sand og sparsomme vækstbetingelser – og af menneskelig tilstedeværelse gennem generationer.

I den sammenhæng har Ørnereservatet spillet en afgørende rolle. Gennem hele Ørnereservatets mere end 50-årige historie har området omkring Simon Skrivers Klit været bevaret netop ved, at man undlod at udnytte, bebygge eller effektivisere landskabet. Hvor andre steder blev plantet tættere til eller rettet ind efter produktionshensyn, fik klitten her lov til at eksistere – også i perioder, hvor forståelsen for dens særlige værdi var begrænset.

Det er denne historiske tilbageholdenhed, der i dag gør det muligt at arbejde med naturpleje på en helt ny og mere præcis måde. For først nu er der både faglig viden og politisk vilje til at genskabe klitlandskaber som dynamiske systemer – ikke som statiske naturområder, men som levende landskaber i konstant forandring.

I de senere årtier har især bjergfyr bredt sig markant. Træerne har lukket landskabet, dæmpet lyset og skabt en ensartethed, som klitter ikke trives med. Ved målrettet udtynding er der derfor åbnet for variation: små læfyldte lommer, åbne sandflader og overgange mellem lys og skygge. Det er netop i disse spændingsfelter, at biodiversiteten får fodfæste.

Forandringerne kan allerede ses. Lys når igen ned til jorden. Vinden får plads til at arbejde. Og planter og insekter, som er knyttet til åbne klitter, begynder langsomt at vende tilbage. Det sker ikke dramatisk og ikke fra den ene dag til den anden. Naturens tempo er et andet end vores, og det er måske den vigtigste lektie i projektet.

Langsigtet naturpleje kræver tålmodighed – og et langt tidsperspektiv. Det arbejde, der nu er sat i gang, handler ikke om de næste fem eller ti år, men om de næste mange hundrede. Klitterne i Nordjylland er blandt de mest sårbare landskaber, vi har, men også blandt de mest karakterfulde. At bevare dem handler ikke om at fastfryse dem, men om at give dem rammerne for selv at udvikle sig.

Projektet ved Simon Skrivers Klit er derfor ikke en afslutning, men et mellemrum. Et sted, hvor landskabet igen kan trække vejret – og hvor menneskets vigtigste opgave er at vide, hvornår man skal gribe ind, og hvornår man skal lade være.