Fuglenes grammatik: Et beskedent opgør med menneskets særstatus

I årtier har vi betragtet sproget som menneskets sidste bastion. Men ny japansk forskning dokumenterer nu det, man i Ørnereservatet har observeret gennem 50 år: Fugles kommunikation er ikke blot lyde, men et komplekst system af syntaks og uendelige variationer.

Det begynder, som den slags erkendelser ofte gør, ikke med en sensation, men med tålmodighed. Over tyve års systematisk feltarbejde i de japanske skove har biologen Toshitaka Suzuki langsomt skubbet ved en grænse, som længe har været betragtet som ufravigelig: forestillingen om, at syntaktisk kommunikation – sprog i egentlig forstand – er et eksklusivt menneskeligt anliggende.

Suzuki har dokumenteret, at en uanseelig lille mejseart kombinerer lyde efter faste regler, og at betydningen ændres fundamentalt, hvis rækkefølgen ændres. Det er ikke poesi. Det er syntaks.

Mange års feltarbejde i computerens lydprogram

For os i Ørnereservatet er denne videnskabelige dokumentation en kærkommen bekræftelse af en viden, vi længe har besiddet. I over fem årtier har vi systematisk optaget stemmerne fra vores ørne, falke og senest de mærkelige, næsten fremmedartede lyde fra gribbene.

Ved at køre disse optagelser gennem avancerede lydprogrammer har vi kunnet analysere de soniske mønstre sort på hvidt. Konklusionen efter mange års observationer er klar: Variationerne i fuglenes stemmer er nærmest uendelige. At påstå, at disse nuancer ikke betyder noget, eller at der blot er tale om tilfældige lyde, er nok det mest urigtige, man overhovedet kan sige om fugle.

Når man ser spektrogrammerne af en ørns kald eller en falks advarsel, ser man ikke en ensformig refleks, men et dynamisk udtryk, der skifter alt efter kontekst, modtager og formål.

Når rækkefølgen bærer meningen

Det er her, Suzukis forskning bygger bro mellem vores praktiske erfaring og den hårde videnskab. I sine eksperimenter viser han, hvordan fuglenes kald fungerer som byggeklodser. Bestemte kald får fuglene til at spejde efter fare, andre får dem til at nærme sig en artsfælle.

Det banebrydende indtræffer, når disse kald kombineres: Når de afspilles i den "rigtige" rækkefølge, reagerer fuglene sammensat; de bevæger sig fremad, mens de samtidig er på vagt. Men hvis rækkefølgen vendes om, forsvinder meningen totalt. Fuglene reagerer ikke forkert – de reagerer slet ikke. Rækkefølgen bærer betydningen, præcis som i menneskesproget.

Fra intuition til dokumentation

Det, som vi i reservatet har betragtet som en daglig realitet – at rovfugle samarbejder, advarer og korrigerer hinanden med en præcision, der kræver nuanceret kommunikation – kan ikke længere affejes som "antropomorf intuition" eller romantiske forestillinger.

Når vi lytter til gribbenes komplekse "lyde" (halsvibrationer) eller falkenes hurtige udvekslinger, ser vi nu resultatet af en evolutionær proces, hvor evnen til at sammensætte information har været livsvigtig. Det nye i Suzukis arbejde er ikke blot erkendelsen, men den reproducerbare bevisførelse, der gør op med idéen om, at sprog er noget, vi opfandt.

Grænsen der blev flydende

Forskningen udfordrer ikke idéen om, at det menneskelige sprog er unikt komplekst. Men den udfordrer den bekvemme forestilling om, at grænsen mellem "sprog" og "lyd" er knivskarp. Snarere ser den ud til at være glidende.

Når fugle kan kombinere signaler kompositorisk – således at helheden rummer mere end summen af delene – befinder vi os ikke længere i instinktets domæne alene. Vi befinder os i et felt, hvor evolution, kognition og kommunikation overlapper hinanden på en måde, der udfordrer vores traditionelle selvforståelse.

Stilheden efter erkendelsen

Det mest bemærkelsesværdige ved denne forskning er måske ikke, hvad den fortæller os om fugle, men hvad den afslører om mennesket. Den udstiller, hvor længe vi har haft vanskeligt ved at acceptere, at intelligens og mening ikke behøver at spejle den menneskelige form for at være reel.

Fuglene har talt hele tiden. Vi har blot brugt år på at lære at dechifrere deres koder gennem mikrofoner og computerskærme. Nu har videnskaben indhentet virkeligheden. Det burde i grunden være mere end rigeligt.