Hvorfor lader vi rovfugle dø, når vi har ekspertisen til at redde dem
Af Ørnereservatet
Som aktør med daglig omgang med nogle af verdens mest prægtige rovfugle følger vi debatten om håndteringen af tilskadekomne vilde fugle med stor interesse. Debatten er for nylig blevet lanceret i Jyllands-Posten 19-4-2026 af formanden for Dansk Falkejagt Klub, Morten Stricker, og hans indlæg vækker også en vis undren hos os over den nuværende danske praksis.
Internationalt er det ikke usædvanligt, at falkonerer er en integreret del af løsningen. Fra Østrig og Tyskland til Kasakhstan og de Forenede Arabiske Emirater indgår falkoneres specialviden i de nationale beredskaber. Det er der en god grund til.
UNESCO beskriver falkoneri som "Falconry, a living human heritage". Organisationen understreger direkte, at falkonermiljøet inkluderer støttende enheder som falkehospitaler, avlscentre og bevaringsagenturer. Når verdenssamfundet anerkender, at falkoneri er tæt forbundet med avanceret pleje og bevaring, er det svært ikke at undre sig over den danske enegang.
Herhjemme har vi valgt en langt mere restriktiv tilgang, hvor specialiseret viden om rovfugles fysiologi, specifikke foderbehov og genoptræning i vid udstrækning holdes ude af ligningen – selv når behovet er åbenlyst.
Det er vigtigt at understrege, at hensynet til smitsomme sygdomme og karantæne er altafgørende. Vi på Ørnereservatet modtager derfor ikke – og bør heller ikke modtage – syge eller tilskadekomne vilde fugle. Risikoen for smitte til eksisterende bestande er reel og kræver faciliteter målrettet dette. Men netop derfor bør løsningen findes i et styrket samarbejde.
De eksisterende vildtplejestationer er allerede indrettet til opgaven, men de kan relativt enkelt opdateres til mere moderne forhold, herunder bedre rammer for genoptræning af rovfugle. Det forudsætter dog, at opdateringen sker med faglig, konstruktiv viden fra kompetente falkonerer, som besidder den praktiske erfaring, der i dag mangler i systemet.
Her bør man i langt højere grad inddrage falkonerers ekspertise som supplement til den nuværende indsats. Det er en tilgang, der fungerer internationalt – og som også bør kunne fungere i Danmark under klare rammer.
Som det er i dag, risikerer vi at miste dyr, som kunne have været reddet. Det harmonerer dårligt med både intentionerne bag lovgivningen og den internationale forståelse af falkoneri som et aktiv i naturforvaltningen. Spørgsmålet er ikke, om potentialet er der. Det er, om vi er villige til at bruge det.