50 år med Ørnereservatet
Af Peter Frank Wenzel
Det er en kold dag i 1976. På det falmede fotografi står min mor, Irene, med mig i armene. Jeg er kun to år gammel, og billedet er et af de allerførste, der blev taget her på Skagensvej 107, efter mine forældre traf den radikale beslutning at bryde op fra Nordsjælland og flytte til det yderste Nordjylland.
Dengang var her intet andet end den rå nordjyske natur. Men mine forældre bar på en vision. De havde en idé, som mange på den tid anså for sær – måske endda utopisk: De ville skabe et center for formidling om og beskyttelse af rovfugle. Nu, hvor kalenderen skriver 2026, kan vi se tilbage på et livsværk. Et halvt århundrede er gået.
Filosofien bag det, vi i dag kender som Ørnereservatet, opstod ikke ud af ingenting. Tankerne blev formet på familiens gamle gård i Nordsjælland, hvor de første nysgerrige skoleklasser allerede havde mødt mine forældres brændende engagement. Men rammerne var blevet for små. Hvis visionen for alvor skulle folde sine vinger ud, måtte det rette sted findes. Det fandt de her – tæt ved Vesterhavet, midt mellem klitter og hede i det særlige landskab mellem Tversted og Ålbæk.
I de tidlige år vidste vi ikke, at stedet en dag skulle blive en institution under navnet Ørnereservatet. I slutningen af 1970’erne var matriklen ganske enkelt kendt under min fars navn. Han havde allerede skabt sig et ry som forfatter, filmproducent, falkoner og utrættelig debattør og naturformidler i landets store aviser. For ham var rovfuglene ikke blot biologiske væsner; de var symboler på den vilde natur, vi mennesker langsomt var ved at fjerne os fra. På Skagensvej skulle det næste afgørende kapitel begynde.
Når jeg i dag ser på billedet af min mor og mig fra 1976, slår det mig, hvor meget verden har forandret sig, mens stedets kerne er forblevet den samme. Det, der begyndte som to menneskers visionære pionerarbejde, har gennem 50 år åbnet tusindvis af menneskers øjne for naturens storhed og nødvendigheden af at beskytte den.
Det er en arv – og et jubilæum – som forpligter. Derfor hejser vi flaget her i pinsen. Ikke blot for at markere et årstal, men for at hylde den passion, der fløj ind over de nordjyske klitter for et halvt århundrede siden, og som stadig har luft under vingerne.
Det er min far der har taget billedet
