Allemandsret i Danmark?

Af Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet

Det lyder som det ultimative progressive projekt: Regeringen vil nu undersøge, om Danmark skal indføre en form for allemandsret efter svensk og norsk forbillede. Hensigten er svær at være uenig i, for hvem ønsker ikke at styrke danskernes relation til naturen og give folkesundheden et grønt løft?

Men bag den sympatiske overskrift gemmer der sig en foruroligende mangel på blik for både den biologiske virkelighed og de grundlæggende balancer i vores samfund. Idéen om at overføre en svensk ødemarksmodel til det tætbefolkede danske kulturlandskab er i virkeligheden udtryk for en romantisk tidsånd, der betragter naturen som en gratis forbrugsvare og en terapeutisk kulisse for det moderne menneskes selvrealisering.

Vi må starte med fakta og geografi. Danmark kan under ingen omstændigheder sammenlignes med vores skandinaviske naboer. I Danmark bor vi omkring 140 mennesker pr. kvadratkilometer. I Sverige er tallet 25, og i Norge blot 15. Sverige er arealmæssigt mere end ti gange større end Danmark. Når man vandrer gennem svenske fjelde eller norske skove, bevæger man sig i et landskab, hvor mennesket er en sjælden gæst. I Danmark er naturen en sårbar mangelvare, hvor presset på de grønne områder i forvejen er kolossalt. Det giver derfor særdeles god mening, når Dansk Skovforening minder os om, at man ikke blot kan kopiere love fra lande med fundamentalt anderledes demografiske realiteter.

Hele debatten hviler desuden på den falske præmis, at danskerne i dag er forment adgang til det grønne. Sandheden er, at vi allerede har et fintmasket og generøst system, der sikrer fællesskabet rige muligheder:

• Vi har mere end 4.000 kilometer afmærkede vandreruter på tværs af landet.

• Der er tusindvis af kilometer skovveje og stier med fuld, lovfæstet offentlig adgang.

• Staten råder over mere end 250 statslige skove og naturområder med fri adgang året rundt.

Vi er med andre ord ikke lukket ude. Men vi har glemt den dannelse, der handler om at færdes i naturen på dens egne præmisser.For naturen er ikke en offentlig forlystelsespark. Den er først og fremmest et hjem for et vildt dyre- og fugleliv, som i forvejen er presset i knæ af vores konstante tilstedeværelse.

Særligt omkring de større byer vil konsekvenserne af en allemandsret blive mærkbare og smertelige. Hvis vi ophæver kravet om at blive på stierne og i stedet tillader fri færdsel i skovbunden, fjerner vi dyrenes allersidste helleforblandinger. Mere menneskelig aktivitet i tykningerne betyder mere støj, flere forstyrrelser og flere løse hunde. For fuglelivet vil det være en katastrofe; mange af vores mest sårbare arter kræver absolut, ubrudt ro i ynglesæsonen. Prisen for vores ønske om at træde uden for stien vil blive betalt kontant af de arter, vi påstår, vi gerne vil ud og beundre.

Hertil kommer det etiske og principielle spørgsmål om ejerskab. En stor del af den danske natur ligger på private hænder, fordi passionerede lodsejere i generationer har brugt store mængder tid og egne ressourcer på skovrejsning, naturpleje og biodiversitet. Hvis fællesskabets svar på den indsats er at udvande ejendomsretten og invitere offentligheden til at overtage råderetten, skaber vi en dyb uretfærdighed. Skal vi lykkes med den grønne omstilling, kræver det et tillidsfuldt partnerskab med de private lodsejere – ikke politiske hovsaløsninger, der skaber usikkerhed om fremtidige adgangsregler.

Ønsket om at bringe danskerne tættere på naturen er rigtigt og vigtigt. Men løsningen er ikke at gennemtvinge svenske tilstande i et land, der ikke har pladsen til det.

Vi bør i stedet værne om den fine balance, vi allerede har fundet i Danmark. En balance, hvor vi kan nyde naturen i rige mængder fra stierne, mens vi samtidig udviser den nødvendige empati og respekt for de dyr, de fugle og de lodsejere, som også er en del af landskabet. Nogle gange er den mest progressive naturpolitik ikke at give mennesket mere adgang, men at have modet til at give naturen fred.