Da havørnene kom forbi

Det begyndte med to unge, vilde havørne over Ørnereservatet torsdag d. 27 august 2026 - og endte næsten fem timer senere dybt inde i skov- og klitlandskabet ved Skiveren. Undervejs forsvandt vandrefalken Phillip ud over Simons Skrivers Klit, radiosignalet førte videre mod Råbjerg, og en ganske almindelig eftermiddag udviklede sig til en af de dage, hvor naturen fuldstændig overtager dagsordenen.

De fleste af de omkring 100 gæster ved vores program i går klokken 15 bemærkede nok, at eftermiddagen ikke helt udviklede sig, som man kunne have forventet. Allerede under indledningen blev opmærksomheden trukket væk fra arenaen, da to unge havørne kom ind fra Skiveren-området og begyndte at kredse omkring søen ved museumsbygningen.

Det var et imponerende syn og naturligvis til stor begejstring blandt publikum. For os var der samtidig en smule mere at tænke over. Unge havørne er nysgerrige, og selv om vi er vant til vilde rovfugle over området, var de to fugles interesse usædvanlig vedholdende. De kredsede omkring os, betragtede aktiviteten nedenunder og virkede ikke synderligt generet af, at der befandt sig omkring 100 mennesker på tribunerne.

Efter nogen tid trak de længere mod Tuen, og vi regnede med, at episoden var overstået

Det var den ikke.

Så snart vores vandrefalk Phillip kom på vingerne, dukkede havørnene op igen. Denne gang med betydeligt større interesse. Flere gæster yderst på tribunerne kunne se, hvordan de ligefrem satte sig på vores anlæg et stykke fra publikumsområdet. Det er en ganske usædvanlig adfærd for vilde havørne. Om de var særligt menneskevante, eller om de ganske enkelt var så tiltrukket af fuglene og aktiviteterne omkring stedet, at deres naturlige forsigtighed blev tilsidesat, er svært at vide.

Phillip var under alle omstændigheder ikke begejstret for deres selskab.

Han valgte at forlade området og fløj ud over Simons Skrivers Klit, hvor han satte sig. Vi fortsatte programmet så godt, vi kunne, mens vi hele tiden fulgte radiosignalet fra hans sender. Det gav ro at vide, hvor han befandt sig, og i første omgang var der ingen grund til at gøre mere. En fritflyvende vandrefalk kan sagtens vælge at sætte sig ude i landskabet og vente.

Men da programmet var slut, var signalet blevet svagere

Phillip var på farten igen.

Retningen førte mod Råbjerg Kirke, så jeg kørte derud og fortsatte ind i det store skov- og klitområde. Det er et af de steder, hvor Nordjylland hurtigt skifter karakter. Veje bliver til spor, spor bliver til sand, og kort afstand på et kort kan blive til en ganske anden størrelse, når den skal tilbagelægges til fods. Det er samtidig et område, hvor ulven færdes, og som vi derfor lidt populært kalder ”ulvelandet”.

Her fandt jeg igen et godt signal fra Phillip, og efter nogen tid var jeg tæt på ham. Desværre var de to unge havørne tilsyneladende også fulgt med. De var stadig interesserede i den langt mindre vandrefalk, og da de igen kom efter ham, tog Phillip flugten og fortsatte i retning mod Skiverenvej.

Herfra var bilen ikke længere til megen hjælp. Terrænet var for uvejsomt, og eftersøgningen måtte fortsætte til fods.

Radiosporing af en falk i den slags landskab er en særlig disciplin. Man bevæger sig et stykke frem, standser og løfter antennen. Signalet bliver stærkere i én retning, svagere i en anden. Man går videre, indtil det pludselig ændrer sig igen. Nogle gange kan fuglen sidde ganske tæt på uden at være synlig mellem træerne; andre gange har den allerede flyttet sig, inden man når frem.

Sådan fortsatte det gennem eftermiddagen. Phillip flyttede sig fra træ til træ, og jeg fulgte efter gennem skov, klit og åbent terræn. Nogle gange var signalet kraftigt og lovende, andre gange blev det svagere, og retningen måtte findes på ny.

Timerne gik

Efter omkring tre en halv time begyndte aftenen at sænke sig over området. Det er på det tidspunkt, landskabet ændrer karakter. Dagens lyde forsvinder gradvist, og når man står langt inde i skoven med en radiomodtager i hånden, virker verden omkring tribuner, biler og dagens program pludselig meget langt væk.

Så skete der noget.

I skovområdet omkring Skiveren Camping blev signalet pludselig markant stærkere. Phillip måtte sidde tæt på.

Jeg bevægede mig langsomt videre mellem træerne, lyttede til signalet og forsøgte at finde ham. På et tidspunkt vendte jeg mig næsten instinktivt om.

Der sad han.

Phillip sad på en gren og kiggede direkte på mig. Han bevægede hovedet op og ned på den karakteristiske måde, vandrefalke gør, når de betragter noget intenst, og han virkede næsten lige så optaget af at have fundet mig, som jeg var af endelig at have fundet ham.

Efter timer med havørne, flugt og skiftende opholdssteder var han nu faldet helt til ro.

Det er et særligt øjeblik efter en længere eftersøgning. I flere timer har fuglen først og fremmest eksisteret som et radiosignal, der bliver stærkere og svagere et sted ude i landskabet. Pludselig sidder den dér igen, levende og rolig, og ser på én.

Jeg tog falkelokken frem og lokkede med en død due. Det virkede. Phillip kom ned og begyndte kort efter at spise, som om de foregående timer havde været langt mindre dramatiske for ham end for mig.

Den vigtigste del af opgaven var dermed løst. Nu skulle vi bare ud

Jeg begyndte at gå mod stranden for derfra at finde en farbar vej tilbage. Efter endnu omkring en halv times vandring fik jeg imidlertid krampe i det ene ben, og på det tidspunkt virkede det mindre oplagt at fortsætte den romantiske forestilling om en ensom vandring gennem den nordjyske vildmark.

Så tommelfingeren kom frem.

Den første bil, der passerede, standsede. I den sad et utrolig venligt ægtepar, som uden større betænkningstid tilbød at køre mig med. Der var blot ét mindre praktisk problem: De havde gravhunde i bilen. Damen måtte derfor flytte om bagi for at holde lidt styr på hundene, mens jeg kom ind med Phillip.

Det må have været et noget usædvanligt selskab. Et ægtepar, et par gravhunde, en falkoner efter adskillige timer til fods og en vandrefalk, der sad ganske tilfreds og fortsatte med at spise sin due.

Omkring klokken otte om aftenen blev Phillip og jeg sat af ved porten til Ørnereservatet. Efter en lang eftermiddag var vi hjemme igen.

Eller næsten.

For først dér gik det op for mig, at min telefon stadig lå i den lille firehjulstrækker, jeg havde efterladt ude ved Råbjerg.

Så måtte jeg af sted én gang til

Det blev med andre ord en ganske anden eftermiddag end den, der stod i programmet. Men samtidig en eftermiddag, der meget præcist illustrerer, hvad arbejdet med fritflyvende rovfugle indebærer.

Vi kan træne fuglene, kende deres adfærd og følge dem med moderne radiosendere. Men når de først er på vingerne, indgår de i det samme landskab som de vilde fugle. De reagerer på vind, terræn, andre rovfugle og på instinkter, som er langt ældre end selve falkoneriet.

Og måske var det netop dét, vores omkring 100 gæster fik et sjældent indblik i denne eftermiddag. Der var ingen iscenesættelse i mødet mellem Phillip og de to unge havørne. Ingen kunne på forhånd vide, at de ville dukke op, eller hvordan vandrefalken ville reagere.

Naturen blandede sig ganske enkelt i programmet.

Og da tribunerne senere var blevet tomme, fortsatte historien langt ude i skov- og klitlandskabet mellem Råbjerg og Skiveren, hvor tre vilde timer blev til fire og fem, radiosignalet kom og gik, og en lille prik på en gren til sidst igen blev til Phillip.

Sådan en dag giver ømme ben og meget frisk luft.

Men den minder også én om noget væsentligt: Når man arbejder med fugle, der virkelig flyver frit, kan man forberede meget – men man kan aldrig på forhånd vide, hvad himlen bringer.

Foto: Julie Winther