Det grønne Danmark

Af Peter Frank Wenzel, ejer af Ørnereservatet
---
Torsdag åbner Naturmødet i Hirtshals. Det er blevet et nationalt samlingspunkt for samtalen om klima, biodiversitet og grøn omstilling. Det hilser jeg velkommen – både som naturformidler og som virksomhedsejer i et område, hvor forandringerne mærkes helt konkret.
Men der er brug for et mere ærligt regnskab over, hvad den grønne omstilling koster – ikke kun i penge, men i tillid, ejerskab og demokratisk legitimitet.
-
For nylig blev lovforslag L 168 vedtaget i Folketinget. Det gør det endnu lettere at placere store solcelle- og vindmølleanlæg i landdistrikterne – ofte uden reel lokal inddragelse. Argumentet er, at vi skal handle hurtigt. Men hastværk er sjældent godt købmandsskab – og endnu sjældnere god forvaltning.
-
Vi risikerer at undergrave nærdemokratiet, netop mens vi forsøger at redde planeten. Det er en høj pris at betale for tempo.
Der spørges alt for sjældent, om vi overhovedet investerer i det rigtige.
-
Solcellerne, der vælter ind over Danmark, kommer næsten udelukkende fra Kina. Det ligner en grøn succeshistorie på overfladen, men spørgsmålet er, hvor længe vi kan opretholde en grøn omstilling, der i praksis gør os afhængige af en stat, vi ikke deler værdier med – og som selv udleder mere CO₂ end hele Vesten tilsammen.
-
Samtidig bliver danske kommuner og borgere i stigende grad reduceret til tilskuere i en omstilling, der styres af EU-regler, embedsværk og multinationale aktører. Vi glemmer, at vi selv kan og skal være med til at definere retningen. Ikke alt behøver spejle sig i Bruxelles. Vi kan godt lave bæredygtige løsninger, der også er lokalt forankrede – og med respekt for dem, der skal leve med konsekvenserne.
I Ørnereservatet har vi i 50 år drevet formidling, opdræt og specialiseret naturturisme – uden statsstøtte. Vi har lært, at det, der er økonomisk og fagligt bæredygtigt, også har de bedste forudsætninger for at overleve i længden.
-
Men den erkendelse lader til at være sat på pause, når det gælder den grønne omstilling. Her virker det, som om staten pumper penge ud i projekter, der først og fremmest er visuelle og symbolske – uden nødvendigvis at være hverken effektive, uafhængige eller gennemtænkte.
-
Danmark har heldigvis en stærk økonomi. Derfor har vi også et ansvar for at bruge den klogt. Vi bør investere i teknologier, der gør os mere selvstændige – ikke mere sårbare. Vi bør tage hensyn til både lokal opbakning og international forsyningssikkerhed. Og vi bør huske, at det største grønne regnskab stadig er det demokratiske: Vi mister noget dyrebart, hvis vi mister tilliden til, at beslutninger bliver truffet i fællesskab.
Grøn vækst kræver mere end tempo. Den kræver omtanke – og medinddragelse.
Artiklen er fra 19. maj 2025