En arv, der forpligter

Mine forældre, Frank og Irene Wenzel, begyndte arbejdet med Ørnereservatet i 1976. Men for min far begyndte fascinationen af rovfuglene langt tidligere. Allerede i 1953, da han blot var 14 år gammel, arbejdede han passioneret med rovfuglenes liv, observationer og fotografier, som senere dannede grundlag for hans første bog, Musvågen.

Fra disse tidlige år og helt frem til sin død i 2015 fastholdt han en urokkelig overbevisning om, at naturformidling skulle bygge på seriøsitet, passion og dyb indsigt.

For ham var det aldrig tilstrækkeligt blot at begejstre et publikum. Begejstringen skulle føre til forståelse. Det handlede om at give mennesker indsigt i naturens sammenhænge og viderebringe den viden og erfaring, som han selv havde brugt et helt liv på at opbygge.

Da jeg overtog Ørnereservatet i 2015, overtog jeg derfor ikke blot en virksomhed, men også en livsopgave og en formidlingstradition, der forpligter.

Og jeg kan kun give ham ret. Måske endda mere i dag end dengang.

For i en tid, hvor vores opmærksomhed konstant bliver afbrudt, og hvor koncentration næsten er blevet en mangelvare, har vi et særligt ansvar for at give den næste generation noget andet end endnu et hurtigt indtryk.

Vi skal turde forvente, at både børn og voksne kan lytte, fordybe sig og være nysgerrige. Ikke fordi vi skal vende tilbage til fortidens undervisningsformer, men fordi evnen til at koncentrere sig, forstå og undre sig er en grundlæggende forudsætning for at lære.

Min fars mission var at bringe mennesker tættere på naturens virkelighed gennem viden, erfaring og engagement. Den ambition er ikke blevet gammeldags.

Tværtimod er den måske mere nødvendig end nogensinde.