Langvinger og bredvinger – to måder at flyve på
Når en vandrefalk og en havørn letter fra samme mark, ser det ud, som om de har hver sin fysik. Det har de også. Falkonerer har i århundreder delt rovfuglene i to grupper efter vingerne – og det afgør, hvordan vi træner dem, og hvordan du oplever dem i forevisningen.
En gammel inddeling
I de gamle falkonerbøger skelnede man – fx hos den franske forfatter Thuanus, som omtales i den engelske udgave af Frederik 2.s værk – mellem de langvingede »lokkefugle«, der blev trænet til federspillet (lokkemaden), og de kortvingede »handskefugle«, der flyver fra næven. Inddelingen bruges stadig. Langvingerne er falkene: vandrefalk, jagtfalk og sakerfalk. Bredvingerne er ørne, våger og gribbe, som har brede vinger med »fingre« – de adskilte spidser af håndsvingfjerene.
Langvingen: fart og styrtdyk
Falkens vinge er lang, smal og spids. Den er skabt til fart og til at jage i åbent luftrum. Vandrefalken kan i styrtdyk nå over 320 km/t. Forskere fra Tyskland trænede vandrefalke til at dykke ned langs en 60 meter høj dæmning og byggede en model af falken i fuld størrelse til vindtunnelforsøg. De fandt bl.a., at små fjer på kroppen rejser sig netop dér, hvor luftstrømmen er ved at slippe kroppen – en slags indbygget styring af luften.
I falkoneriet trænes langvinger typisk til at flyve højt over falkoneren og komme ind til federspillet, som svinges i en snor. Falken lærer at stole på, at der er belønning at hente hos falkoneren, og vejret – især vind og regn – afgør, hvor meget der kan flyves den dag.
Vandrefalk. Historisk billede fra bogen »Rovfugle i Europa« (1978). Foto: Frank Wenzel
Bredvingen: termik og tålmodighed
Ørnens brede vinger har stort areal i forhold til vægten. Det gør den god til at svæve på opvind og termik og til at bære tungt bytte, men den er ikke bygget til falkens fart. Den største svæver af dem alle er andeskondoren, der har det største vingeareal af alle nulevende fugle – ligesom vores Molina.
Derfor arbejder vi anderledes med ørnene. Bredvinger trænes typisk til at flyve kortere stræk, fx fra en pæl eller et højt punkt til falkonerens handske, og de udnytter opvind og vind frem for høj fart.
Stellerhavørn. Foto: Frank Wenzel
Fuglen først – ikke bogen
Hvor meget udstyr en fugl skal have, og hvilket, afhænger ikke kun af, om den er en langvinge eller en bredvinge. Det afhænger meget af fuglens temperament, af samarbejdet med falkoneren, af hvor den skal flyve og hvad den skal – og ikke mindst af, hvad der er vigtigt for fuglen selv, og hvad den føler sig bedst tilpas med. Det lægger vi meget vægt på her i reservatet. Teoribogen kan sige »sådan og sådan«, og det er også godt. Men erfaringen har lært os, at man også skal bruge sit hoved og se på den enkelte fugl. Det kan man naturligvis først, når man efter mange års erfaring er på ekspertniveau.
Det ser du i forevisningen
Når du står ved banen, kan du selv se forskellen: falken slår hurtige, korte vingeslag og kommer ind med fart, mens ørnen glider med få, dybe slag og bruger vinden. Hos os bor havørne, kongeørne, stellerhavørne og sortørn – og blandt falkene jagtfalke, sakerfalke og vandrefalke. Reservatet er lukket for vinteren og åbner igen til påske 2027.
Vil du vide mere om falkoneriets historie i Danmark, kan du læse Frank Wenzels bog Kongernes jagtfalke (2010) gratis som e-bog.
Læs også
Aerodynamik og flyvning · Styrtdyk – flyv som verdens hurtigste dyr · Termikflyvning – svæv som en andeskondor
Kilder
- Ponitz, B. m.fl. (2014): Diving-Flight Aerodynamics of a Peregrine Falcon (Falco peregrinus). PLoS ONE 9(2): e86506
- Frederik 2. af Hohenstaufen: De arte venandi cum avibus, eng. udg. Casey A. Wood & F. Marjorie Fyfe, The Art of Falconry (indledningens omtale af »long-winged hawks-of-the-lure« og »short-winged hawks-of-the-fist«)
- Wikipedia: Andean condor (vingeareal)
- Frank Wenzel: Kongernes jagtfalke (2010), Issuu