Fra skepsis til solenergi
Vi håber stadig på kernekraft i Danmark, men mens vi venter, kan vi jo lige så godt gøre noget fornuftigt på vores egen matrikel.
I videoen herunder kan du følge arbejdet: først da det gik i gang, og siden da panelerne kom på taget, og kablerne graves ned.
Solcellerne sidder nu på taget af den store hal (10. november 2026). Foto: Ørnereservatet
I Ørnereservatet mellem Tversted og Ålbæk er vi ved at tage hul på et nyt kapitel. Vi har besluttet at investere i et solcelleanlæg med 36 solcellepaneler på i alt omkring 21 kW, som nu sidder på taget af vores store hal og suppleres med et batteri på ca. 10 kWh til lagring af elektricitet.
Projektet har været under udvikling hos os de seneste måneder. Arbejdet er stadig i gang, og vi forventer at være færdige omkring den 18. november.
Kablerne graves ned (9. november 2026). Foto: Ørnereservatet
Det lyder måske som en ganske almindelig historie om grøn omstilling. Men bag beslutningen ligger både en god portion skepsis, mange timers beregninger og ikke mindst et ønske om at få en lavere elregning.
Jeg har gennem årene været kritisk over for dele af den grønne omstilling, særligt de enorme solcelleparker, der breder sig over det danske landskab. De såkaldte jernmarker, hvor store arealer med landbrugsjord og åbne landskaber bliver dækket af solpaneler.
Det har altid undret mig, at vi taler så meget om at beskytte naturen, samtidig med at vi er villige til at industrialisere store dele af den for at producere elektricitet.
Panelerne tæt på – taget arbejder nu for os. Foto: Ørnereservatet
For hvorfor ikke i langt højere grad udnytte de enorme tagflader, vi allerede har på fabrikker, landbrugsbygninger, virksomheder og private boliger? Her kan elektriciteten oven i købet produceres tæt på det sted, hvor den skal bruges.
Vi håber stadig på kernekraft
Vores beslutning betyder bestemt ikke, at jeg har ændret holdning til fremtidens energiforsyning. Tværtimod håber vi fortsat meget på, at kernekraft en dag bliver en del af Danmarks energiforsyning.
Kernekraft kan levere stabil elektricitet uafhængigt af, om solen skinner, eller vinden blæser. Det er efter min mening en teknologi, vi burde tage langt mere alvorligt i Danmark.
Men mens vi venter på, at politikerne måske en dag når frem til samme erkendelse, kan vi jo lige så godt gøre noget her og nu på vores egen matrikel.
Og her giver solceller faktisk rigtig god mening.
Ikke for at være klassens klimaduks
Lad mig slå én ting fast: Vi investerer ikke i solceller for at være klassens klimadukse eller for at pudse den grønne glorie.
Begrundelsen er langt mere jordnær. Vi vil ganske enkelt have elregningen ned.
Ørnereservatet har et ganske betydeligt strømforbrug. Vores mange frysere med foder til rovfuglene kører året rundt, og dertil kommer varmepumper, opvarmning, belysning, udstillinger, skærme, kaffemaskiner og en lang række andre installationer.
Strømforbruget holder altså ikke ferie, bare fordi vi har lukket for gæster.
Derfor har vi brugt meget tid på at undersøge, om investeringen virkelig kan betale sig. Vi har gennemgået vores elregnskaber og forbrugsmønstre over flere år, helt ned på timebasis, og sammenholdt dem med strømpriserne og den forventede produktion fra solcellerne.
Vi har selvfølgelig også regnet på solskinstimerne her i Nordjylland. Ifølge DMI er normalen for regionen omkring 1.530 solskinstimer om året, og EU's beregningsværktøj PVGIS anslår, at 21 kW solceller her hos os med optimal placering kan producere omkring 22.000 kWh om året. Tallene er et gennemsnit, og det er det, vi håber på.
Det interessante er nemlig ikke kun, hvor meget strøm et solcelleanlæg kan producere i løbet af et år, men hvor meget vi selv kan bruge, og hvornår vi kan bruge den.
Her kommer batteriet ind i billedet. Det skal gøre det muligt at gemme en del af dagens overskudsproduktion og bruge elektriciteten senere, eksempelvis om aftenen eller i de timer, hvor strømmen fra elnettet er dyrest.
Sådan spiller solceller og batteri sammen hos os. Grafik: Ørnereservatet
Samtidig er priserne på solcellepaneler faldet betydeligt gennem årene, hvilket gør regnestykket mere interessant end for blot få år siden.
For bare få år siden var solceller for dyre, og teknikken var ikke god nok til et sted som vores. Det har ændret sig meget. De nye paneler er langt mere effektive, og anlægget har AI indbygget, så det selv styrer, hvornår strømmen bruges, gemmes på batteriet eller sendes videre. Alt hænger sammen i en smart løsning, som vi kan følge fra telefonen. Samtidig er vi kommet langt foran de mange, der stadig har ældre anlæg.
Og efter vores beregninger ser investeringen ganske fornuftig ud.
Tyskerne har gjort det længe
Vi er langt fra de første. Syd for grænsen har man i mange år sat solceller på staldene i stedet for på markerne. Ifølge Fraunhofer ISE sidder omkring to tredjedele af Tysklands solcellekapacitet på bygninger, mens kun omkring en tredjedel står på friland.
Et eksempel er en mælkeproducent i Østfrisland med 100 køer og fem ferielejligheder. Han har 60 kW solceller og et batteri på 64 kWh. Efter 20 måneders drift var det indkøbte strømforbrug faldet fra ca. 45.000 til 10.000 kWh om året, svarende til en besparelse på omkring 7.700 euro årligt.
I Holland fortæller en mælkeproducent, at han med solceller på stalden og en batteripakke er 99,5 procent selvforsynende, fordi malkerobotterne om natten kører på dagens lagrede solstrøm. Andre gårde har valgt batterier med automatisk nødstrøm, så malkningen kan gøres færdig, hvis nettet falder ud.
Det er præcis den slags sund fornuft, vi gerne vil efterligne: Strømmen produceres på taget, hvor den bruges, og batteriet sørger for, at den også er der, når solen er gået ned.
Nødstrøm er også en vigtig del af beslutningen
Der er dog endnu et argument, som har vejet tungt.
Nemlig forsyningssikkerheden.
Vi lever i en tid, hvor strømafbrydelser kan opstå af mange forskellige årsager, eksempelvis tekniske fejl, voldsomt vejr eller større forstyrrelser i elforsyningen.
Med batterilagring og en inverter med nødstrømsfunktion vil vi kunne holde udvalgte, nødvendige installationer i gang, hvis strømmen udefra forsvinder. Hvor længe afhænger naturligvis af batteriets kapacitet og det aktuelle forbrug.
For os er det især vigtigt at kunne beskytte driften af vores mange frysere, hvor vi opbevarer foder til rovfuglene.
Det giver en ekstra tryghed, som ikke nødvendigvis kan aflæses direkte på elregningen.
Hallen med solcellerne i landskabet ved Ørnereservatet (10. november 2026). Foto: Ørnereservatet
Sund fornuft frem for store slagord
Jeg er fortsat skeptisk over for, at store dele af det danske landskab skal omdannes til industrielle energianlæg. Og jeg tror stadig, at kernekraft på længere sigt bør spille en vigtig rolle i Danmarks energiforsyning.
Men det ene behøver jo ikke udelukke det andet.
Vi har et stort tag, et betydeligt strømforbrug og nu en teknologi, som efter vores beregninger kan give en reel økonomisk fordel.
Selvfølgelig vil det først være efter nogle års drift, at vi kan se, hvor præcist beregningerne holder. Solen skinner trods alt ikke på kommando, og vi slipper heller ikke helt for at købe elektricitet.
Men vi forventer at kunne reducere vores eludgifter, blive mindre sårbare over for de store prisudsving og samtidig opnå en ekstra sikkerhed i den daglige drift.
Og skulle det hele oven i købet være en gevinst for klimaet, så tager vi naturligvis gerne den med.
For måske handler den mest fornuftige grønne omstilling slet ikke om at være mest mulig grøn på papiret, men om at bruge både teknologien, pengene og vores natur med omtanke.
Og når solen nu alligevel skinner på taget af vores hal, kan vi jo lige så godt få lidt økonomisk glæde af den.
Peter Wenzel
Ørnereservatet, Eagleworld
Kilder: [Fraunhofer ISE: Dezentrale PV als Säule der Energiewende (2026)](https://www.ise.fraunhofer.de/content/dam/ise/de/documents/news/EWS-ISE_2026_Dezentrale-PV-Saeule-Energiewende.pdf) · [photovoltaik.eu: Agrarbetrieb in Ostfriesland (Ommenhof)](https://www.photovoltaik.eu/strom-waerme/agrarbetrieb-ostfriesland-stellt-erfolgreich-auf-solarstrom-um) · [Nieuwe Oogst: Accupakket vergroot het rendement van zonnepanelen (2024)](https://www.nieuweoogst.nl/nieuws/2024/05/02/accupakket-vergroot-het-rendement-van-zonnepanelen) · [DMI: normal for solskinstimer, region Nordjylland 1961–90](https://www.dmi.dk/fileadmin/user_upload/Afrapportering/Aarsoversigter/20110101aarsoversigt.pdf) · [PVGIS (EU-Kommissionen, JRC) – 57,55° N, 10,30° E, 20,9 kWp, 14 % tab](https://re.jrc.ec.europa.eu/pvg_tools/en/)