Når hest, rytter og rovfugl bliver ét

Der er et øjeblik i programmet, vi aldrig bliver trætte af. Hesten træder frem foran tribunerne, rytteren løfter handsken – og så kommer fuglen ind. Et par vingeslag, et blødt tag i handsken, og pludselig er de tre ét. Det øjeblik er grunden til, at vi elsker det her arbejde.

Rovfuglene trækker ofte blikket til sig først. Men i det ca. én time lange program er hestene med på lige fod. De er ikke kulisser; de er arbejdspartnere og kolleger i den klassiske disciplin, hvor falkoneren rider, og fuglen flyver til handsken.

Lige nu har vi tre heste: en frieser og to andalusiere. Hver med sit navn, sin race og sin plads i det fællesskab, der binder menneske, hest og rovfugl sammen. Her får I lov at møde dem – og længere nede lidt om historien og forskningen bag de to racer.

Sleipner — frieseren

Sleipner, vores frieser

Sleipner er vores frieser. Mange kender racen fra film: ofte sort, med bølgende man og hovskæg – en barokhest med hollandsk ophav. Vi valgte frieseren, fordi racen kan være både klog og rolig (og til tider temperamentsfuld), og fordi den er en god terrænhest.

Navnet har han fra nordisk mytologi: Odins ottebenede hingst, der kunne bevæge sig både på jorden og i luften. Det føles rigtigt på et sted, hvor hest og ørn mødes.

Det, der gør Sleipner helt særlig, er hans venskab med havørnen. Gennem årene har vi trænet en af vores store nordatlantiske havørne til at flyve til en falkoner på hesteryg – og det er frieseren, venskabet er knyttet til. Havørnen Floke og Sleipner har vist publikum, hvordan det ser ud: ørnen lander på rytterens handske tæt foran tribunerne med de store vinger bredt ud over den sorte hest. Det er et syn, der stadig får os til at holde vejret.

Maximus — andalusier

Maximus, vores andalusier

Maximus er andalusier – på spansk Pura Raza Española (PRE). Andalusieren er atletisk og smidig, med skarpe sanser: præcis det, man ønsker sig, når lynhurtige falke kommer ind fra skiftende vinkler. Racen hørte historisk til ved europæiske hoffer og i klassisk dressur, og fordi falkejagt længe var knyttet til adelen, er det nærliggende at se andalusieren som hest for ridende falkonerer – det er vores egen formidling, ikke et forskningsresultat.

Hos os er Maximus den store, sorte andalusier. Sammen med Apollon udgør han den spanske del af vores lille hestehold.

Apollon — andalusier

Apollon, vores andalusier

Apollon er også andalusier. I årsberetningen for 2021 kaldte vi ham «den elegante spanske hest», og det har han gjort sig fortjent til. Dengang red Peter ham, og sammen med sakerfalkene Albert og Blonde dannede de en treenighed foran publikum.

Apollon er vores hvide andalusier. Sammen med Maximus og Sleipner er han en del af det hold, gæsterne møder, når ridning og rovfugle mødes foran tribunerne.

Hvorfor heste i et ørnereservat — og hvor længe?

Falkoneri til hest er ikke noget, vi har fundet på. Det er en gammel måde at arbejde på – anerkendt af UNESCO som immateriel kulturarv (2012) – hvor rytter, hest og fugl skal kunne stole fuldt og helt på hinanden. Disciplinen rækker flere tusinde år tilbage, ud på Asiens stepper, hvor rytter, hest og falk eller ørn gik på jagt sammen. I Europa kender vi den fra den klassiske, middelalderlige falkejagt til hest. Det er det oprindelige partnerskab, vi bygger på.

Hos os har der været heste i over fyrre år. Helt fra stedets spæde start arbejdede den legendariske havørn Nøkke og araberhesten Karim sammen med familien Wenzel ude i terrænet. Hest og rovfugl hørte sammen her fra begyndelsen – den samme treenighed, gæsterne møder i dag, bare med andre navne.

Allerede omkring 1980 var træning med heste og ørne en del af hverdagen. Et foto fra dengang – blandt andet brugt som forside – viser Peters søster Edith, 17 år, til hest med en ørn. Det er et billede, vi holder meget af, for det viser, at dette ikke er en ny idé, men en praksis, familien har båret videre i årtier.

Edith, 17 år, til hest med en ørn, omkring 1980

Hestene har skiftet med tiden: Oldenborg, siden dansk varmblod, og nu frieser og andalusier. I dag er det Sleipner, Maximus og Apollon, der bærer traditionen videre.

Gennem årene har mange heste og rovfugle arbejdet sammen hos os, og der kommer helt sikkert nye til. Vi vil nemlig gerne holde det her fantastiske samarbejde i live. Der er ikke mange steder i verden, hvor man stadig kan opleve og fortælle netop denne historie. Hvis ingen bærer den videre, risikerer vi, at et gammelt håndværk, en levende tradition og et helt særligt samarbejde mellem menneske, hest og rovfugl bliver glemt. Det vil vi gerne være med til at forhindre.

Knud den Helliges segl (bagside): kongen til hest med en rovfugl på hånden. Kobberstik af C.F. Müller, 1786 · Det Kgl. Bibliotek / Wikimedia Commons · Public domain

Hvorfor det er så vigtigt for os. En stor del af inspirationen kommer fra Knud den Hellige. For næsten 1000 år siden var den danske konge en dygtig falkoner og rytter, og på hans segl ses han til hest med en rovfugl. Han var jagtinteresseret og et naturmenneske, og på mange måder nok forud for sin tid i tanken om at forene sig med naturen. Især for Peter har Knud den Hellige været en kæmpe inspirationskilde gennem mange år. Det minder os om, at samarbejdet mellem menneske, hest og rovfugl også er en del af vores egen danske historie. Det er en arv, vi er stolte af at holde levende, så den kan opleves her og nu, og ikke kun læses om i bøgerne.

Uden for forevisningerne er hestene også med i terrænet: ridning, tilsyn og den daglige træning, der holder dem glade og skarpe til sæsonen.

Sådan arbejder vi for et harmonisk samspil

Når rytter, hest og rovfugl mødes foran tribunerne, ser det let ud. Det er det ikke. Det er frugten af daglig øvelse, tålmodighed og et bevidst valg: Vi tager udgangspunkt i det oprindelige samarbejde. Ikke hest alene, ikke fugl alene, og ikke en rytter, der «styrer» de to andre. Målet er en treenighed: rytter, hest og rovfugl som ligeværdige partnere, der aflæser hinanden, så samspillet bliver roligt, præcist og harmonisk.

Det er den klassiske disciplin i falkonerrytteri – den samme ånd, UNESCO anerkender i falkoneriet. For os er treenigheden ikke pynt. Den er metoden.

Først hesten og rytteren. Hesten skal føle sig tryg ved rytteren, ved tøjlerne og ved at arbejde i åbent terræn tæt på publikum. Derfor rider vi også ud: gennem skov, hede og åbne vidder omkring reservatet. Det styrker balance og kropskontrol – og evnen til at aflæse dyr, som er præcis den samme, man har brug for, når man træner rovfugle. Både hest og fugl er præget af deres instinkter; vores opgave er at lytte, tilpasse os og bygge tillid.

Så fuglen. Rovfuglen skal kunne følge rytterens bevægelser, lande på handsken og arbejde sammen med en hest i bevægelse. Hest, rytter og fugl skal lære at forstå hinanden – og det kræver øvelse og opmærksomhed. Andalusieren er her blandt andet, fordi den er manøvredygtig og har skarpe sanser, som passer til falke, der kommer ind fra skiftende vinkler. Frieseren er her blandt andet, fordi den kan stå roligt og arbejde tæt med en stor havørn.

Så samles treenigheden. Vi introducerer ikke alt på én gang. I Kondorhallen har vi vist forløbet i små skridt: hesten vænnes til rytteren gennem horsemanship og kendskab til falkoneri; til sidst introduceres rovfuglen; og kulminationen er, når hest, rytter og rovfugl bliver de endelige samarbejdspartnere. Det samme gælder i det daglige program: tryghed før alt andet. Jo mere harmonisk hesten er, jo roligere kan fuglen arbejde – og jo mere præcist kan rytteren føre både tøjler og handske. Når det lykkes, er det ikke tre separate numre, publikum ser. Det er én helhed.

Lige interesse – ellers intet samarbejde. Alle tre skal ville det samme. Hesten mærker rytteren. Rovfuglen mærker både hest og menneske. Er rytteren urolig – i kroppen, i åndedrættet, i tøjlerne – opstår der ikke noget ægte samarbejde. Fuglen vender ikke tilbage med samme tryghed, og hesten spænder op. Derfor er falkonerrytteri ikke for alle. Man kan være en dygtig rytter eller en dygtig falkoner hver for sig og alligevel mangle den ro og indbyrdes tillid, der gør treenigheden mulig. Det er en krævende disciplin: tre partnere, der i samme øjeblik skal ville hinanden. Og når det sker, er det noget af det smukkeste, vi ved.

På dyrenes præmisser. Vi arbejder under åben himmel. Vind, vejr og dyrenes dagsform afgør, hvad der kan lade sig gøre. En sjælden gang holder en hest eller en fugl fri. Det er ikke en fejl – det er en del af at arbejde med levende partnere, som vi holder af, så samspillet forbliver trygt for hest, fugl og publikum.

I sæsonen møder I dem i programmet. Porten er lukket efter sæsonen; vi åbner igen til påske 2027. Indtil da passer vi godt på hestene, og de er fortsat i arbejde bag kulisserne. Vi glæder os til at vise jer dem igen.

Forskning og historie: frieser og andalusier

To racer. To geografier. Begge er «barokke» i den forstand, at de hører til den europæiske hestekultur, hvor form, bevægelse og arbejde for mennesket har været tæt forbundet i århundreder. Her er det, forskningen og de seriøse historiske kilder siger — kort og uden at love mere, end artiklerne kan bære.

Frieseren: fra frisisk landrace til sort stambogshest

Ifølge historikeren Jorien Savelkouls (KNAW / De Vrije Fries, 2015) fandtes der længe «frisiske heste» som lokal landrace i det nordhollandske og nordvesttyske område — knyttet til folk og landskab — før den moderne frieserrace blev formaliseret. Stambogen (det kongelige frieserstutteri) blev oprettet i 1879. Med stambogen fulgte restriktioner, blandt andet kravet om ensfarvet sort. Det gjorde racen mere ensartet — og skelnede den fra den ældre, mere farvevarierede landrace. En rød frieser er ifølge stambogsdefinitionen teknisk set ikke en «frieser».

Genetisk set skiller friesere sig ofte ud blandt hollandske hestepopulationer. Et studie af ni hestepopulationer i Nederlandene (Schurink m.fl., Animals, 2019) viser, at lukkede og selekterede populationer — herunder frieseren — typisk har mere indavl og længere «løb af homozygoti» end populationer med mere genudveksling. Det er ikke en dom over den enkelte hest, men et signal til avlere: diversitet skal passes på. I 2025 publicerede forskere desuden et højkvalitets frieser-referencenom (BMC Genomics), netop for at støtte avl, sygdomsgenetik og bevarelse med mindre bias fra andre racers referencegenomer.

I vores eget program bruger vi frieseren blandt andet, fordi den kan stå stille og arbejde tæt med en stor havørn — det «atypiske venskab», vi viser foran publikum. Det er vores praksis her i Nordjylland; forskningen ovenfor handler om racehistorie og genetik, ikke om ørne.

Andalusieren / PRE: Iberiens blodlinjer og barokken

Andalusieren — Pura Raza Española — står i en anden historie: Den Iberiske Halvø. Et stort genomstudie i Nature Communications (Lira Garrido m.fl., 2025) kortlægger heste i Iberien over ca. 26.000 år. En nu uddød vild linje (IBE) levede der længe; de moderne domesticerede heste (DOM2-linjen fra de pontisk-kaspiske stepper) var ifølge forfatterne til stede i Iberien allerede omkring 1850 f.Kr. I jernalder og antikken fremstår Iberien som et vigtigt hestecenter, hvis blodlinjer satte spor i Europa og Nordafrika — og senere, med kolonitiden, også i Amerika.

Nutidens PRE beskrives i barok-genetik som en af de sydlige «barokke» racer, tæt beslægtet med Portugals lusitano, og med historisk indflydelse på andre racer (Cosentino m.fl., Italian Journal of Animal Science, 2026). Inden for PRE findes blandt andet den carthusianske stamme, som ifølge et genealogisk og genomisk studie har været avlet lukket i århundreder — med unik signatur, men også tegn på flaskehals i nyere tid (Poyato-Bonilla m.fl., Journal of Animal Breeding and Genetics, 2022).

Hest, rytter og rovfugl — hvad kilderne tør sige

UNESCO lister falkoneri som immateriel kulturarv hos en lang række lande, herunder Spanien. Ridende falkoneri er i dag sjældent i Europa; ifølge UNESCO’s Silk Roads-formidling er den stil mest levende hos blandt andet kasakhiske og mongolske ørnejægere. Det betyder ikke, at iberiske eller nederlandske heste «opfandt» disciplinen — men at hest og rovfugl historisk har hørt sammen i flere kulturer.

På Den Iberiske Halvø peger Espí Forcén og García Cano (Anthropozoologica, 2022) på iberisk billedkunst fra 3.–2. århundrede f.Kr. med ryttere og rovfugle, som de tolker som tidlig falkoneri — en undtagelse i antikken, hvis læsning holder. Det er et forskningsargument, ikke et bevis for, at nutidens PRE er direkte efterkommer af de ryttere. Vi hedger det derfor: ifølge de to forskere øger ikonografien sandsynligheden for, at iberere kendte falkoneri tidligt.

Hos os er forbindelsen konkret og nutidig: frieseren Sleipner med havørnen Floke; andalusierne Maximus og Apollon i det klassiske falkonerrytteri, som programsiden beskriver. Historien giver baggrund. Dyrene i arenaen gør den levende.