Marco Polo og Kublai Khans falke
Forår, for mere end syv hundrede år siden. På sletterne i det nordlige Kina rider en kejser ud på jagt, i et kammer beklædt med guld og båret af fire elefanter. En ung venetianer skrev det hele ned. Han hed Marco Polo. I en ny film fortæller vi historien.
Af Peter Frank Wenzel, Ørnereservatet / Eagle World
Kublai Khan med en af sine jagtfalke i jagtkammeret. AI-rekonstruktion.
En venetianer på vej mod øst
I 1271 drog de venetianske købmænd Niccolò Polo og hans bror Maffeo af sted fra Venedig. Denne gang tog de Niccolòs søn Marco med, omkring sytten år gammel. Med skib til Akko, så over land gennem Persien, over det høje Pamir og langs ørkenens oaser. Rejsen tog mere end tre år. Omkring 1275 stod de foran Kublai Khan.
Polos bog gengiver øjeblikket. Niccolò præsenterer sin søn: »Herre, det er min søn og jeres lensmand.« Og kejseren svarer: »Også han er velkommen.« (Prologen, kap. XIV, i Henry Yules engelske oversættelse.)
Marco lærte mongolernes sprog og skikke og flere skriftsprog. Kublai begyndte at sende ham på missioner rundt i riget, og Marco kom hjem med beretninger om alt, hvad han havde set. Ifølge bogen var det netop det, khanen ville høre. Polo fortæller, at han var i Kublais tjeneste i omkring sytten år. Han beskriver paladserne, papirpengene, postvejene. Og igen og igen jagten.
Marcos rejse fra Venedig til Kublai Khan, 1271 til 1275. Illustration.
Djengis Khan, Kublai og Silkevejen
Historien begynder før Marco. I 1206 samlede Djengis Khan de rivaliserende stammer på den mongolske steppe, og hans ryttere byggede det største landrige, verden endnu havde set. For mongolerne var jagt mere end tidsfordriv. Ved de store klapjagter red tusindvis af ryttere i ring om vildtet og bevægede sig samlet som en hær. Høge, falke og ørne var højt skattede og blev givet som gaver mellem fyrster.
Djengis døde i 1227. Han og Marco mødtes aldrig. Det var barnebarnet Kublai, søn af Tolui, der blev valgt til storkhan i 1260. Kublai fuldførte erobringen af Kina og grundlagde Yuan-dynastiet. Han byggede en sommerhovedstad på græssletterne, Shangdu, sagnets Xanadu, og en stor ny hovedstad, hvor Beijing ligger i dag. Mongolerne kaldte den Khanbaliq, khanens by.
Under mongolernes styre bar de gamle handelsveje mellem Kina og Middelhavet, det net vi i dag kalder Silkevejen, både varer og rejsende. Omkring 1260 var Niccolò og Maffeo allerede draget østpå med ædelsten at handle med. Krig spærrede vejen hjem, så de fortsatte, helt til Kublai selv. Khanen spurgte dem ud om de kristne og om paven og sendte dem tilbage som sine udsendinge, med en tavle af guld, der sikrede dem heste og eskorte gennem hele riget. Først derefter tog de Marco med på den lange rejse tilbage.
Khanens år og den store forårsjagt
Polo beskriver khanens år. Vintermånederne i hovedstaden. Fra den første marts til midten af maj den store jagtekspedition ud mod havet. Så sommer i det kølige Shangdu, hvor Kublai havde mere end to hundrede jagtfalke i sine falkehuse og hver uge gik ud for at se til sine fugle.
Jagtens størrelse er svær at forestille sig. Polo skriver, at khanen »tager hele 10.000 falkonerer med og omkring 500 jagtfalke, foruden vandrefalke, slagfalke og andre høge i stort tal« (2. bog, kap. XX). Yderligere ti tusind mand, posteret to og to, holdt øje med himlen. Hver havde en fløjte og en hætte til at kalde en høg tilbage til hånden. To brødre, Baian og Mingan, førte hver ti tusind jægere, det ene kompagni i rødt og det andet i blåt, med store mastiffer. Polo skriver også om ørne, der blev fløjet mod ulve, ræve og hjorte.
Kublai Khans jagtkammer, båret af fire elefanter. AI-rekonstruktion.
Hver høg bar et lille mærke på benet med navnet på ejeren og på den, der passede fuglen. En fugl, der blev fundet uden sin falkoner, kom til en embedsmand kaldet Bularguchi, vogteren af hittegods. Hans banner vajede fra lejrens højeste punkt. Heste, sværd, høge: alt, hvad der var bortkommet, opbevarede han, til ejeren kom efter det.
Khanen selv led af podagra, urinsyregigt. Derfor rejste han i et trækammer båret af fire elefanter, indvendigt beklædt med plader af hamret guld og udvendigt med løveskind. Ved sin side havde han et dusin af sine bedste jagtfalke. Så kunne en af baronerne, der red ved siden af, råbe: »Herre! Se, traner!« (2. bog, kap. XX). Taget blev slået op, khanen valgte en jagtfalk og kastede den af, og ofte kunne han følge angrebet med egne øjne.
En jagtfalk letter fra kammerets tag, mod tranerne. AI-rekonstruktion.
Teltbyen ved vandet
Et sted, som Polo kalder Cachar Modun, og som ingen i dag ved præcis hvor lå, ventede en by af telte. Hele ti tusind, skriver Polo. Khanens store telt kunne rumme tusind mennesker. Udvendigt var det dækket af stribede løveskind. Indvendigt var det foret med hermelin og zobel, »de fineste og mest kostbare pelse, der findes« (2. bog, kap. XX). Herfra drog hoffet hver dag på falkejagt efter traner og svaner mellem søer og rørskove.
Jagtlejren, som Polo kalder Cachar Modun. AI-rekonstruktion.
Bogen, der blev skrevet i et fængsel
Red Marco ved khanens side på disse jagter? Det siger bogen aldrig helt. Nogle historikere har spurgt, om han overhovedet nåede til Kina, fordi han aldrig nævner te eller Den Kinesiske Mur. Men bogen rammer små detaljer præcist, fra det mongolske ord for vogteren af hittegods til khanens podagra, som også står i koreanske krøniker. De fleste forskere mener i dag, at han kendte dette hof godt.
Omkring 1291 rejste familien Polo endelig hjem, som eskorte for en mongolsk brud, der skulle sejles til Persien. De nåede Venedig i 1295, næsten femogtyve år efter de var rejst. Få år senere var Venedig i krig med Genova, og Marco endte i fængsel hos genoveserne. Her mødte han Rustichello fra Pisa, en forfatter af ridderromaner. Dér, i 1298, fortalte Marco sin historie, og Rustichello skrev den ned.
Kublai Khan døde i 1294. Marco Polo døde i Venedig i 1324. Men deres historie levede videre, skrevet af i hånden over hele Europa og læst to hundrede år senere af Christoffer Columbus.
Her på Ørnereservatet
I hjertet af historien er stadig den forårsmorgen. Taget på et gyldent kammer åbner sig, en jagtfalk stiger mod himlen, og en venetianer ser til og husker.
Her på Ørnereservatet, Eagle World i Danmark, fortæller vi historierne om rovfuglene og de mennesker, der har fløjet dem. Filmen er på engelsk. Scenerne fra 1200-tallet er AI-rekonstruktioner, tydeligt markeret, og kortene er illustrationer. Mongolrigets grænser på filmens kort er omtrentlige.
Kilder til alle faglige påstande står herunder. I er altid velkomne her på Ørnereservatet.
Se filmen på YouTube: Marco Polo and the Falcons of Kublai Khan
Kilder
The Book of Ser Marco Polo, oversat af Sir Henry Yule, 3. udgave revideret af Henri Cordier, 1903. Bind 1: https://www.gutenberg.org/ebooks/10636
Bind 2: https://www.gutenberg.org/ebooks/12410
Citater efter Yule: Prologen, kap. XIV; 1. bog, kap. LXI; 2. bog, kap. XX. Øvrige oplysninger om rejsen, hoffet og jagten: Prologen, kap. I til VIII og X til XVIII; 1. bog, kap. LXI; 2. bog, kap. XVIII til XXI.
Britannica, Marco Polo (Fosco Maraini): https://www.britannica.com/biography/Marco-Polo
Britannica, Kublai Khan (Charles R. Bawden): https://www.britannica.com/biography/Kublai-Khan
UNESCO, Site of Xanadu (verdensarv 2012): https://whc.unesco.org/en/list/1389/
Frances Wood, Did Marco Polo Go to China?, 1995.
Hans Ulrich Vogel, Marco Polo Was in China, Brill, 2013.
Thomas T. Allsen, The Royal Hunt in Eurasian History, University of Pennsylvania Press, 2006. De mongolske klapjagter beskrives også hos Ata-Malik Juvaini, refereret hos Allsen.
Navnet Silkevejen er moderne. Det blev præget af Ferdinand von Richthofen i 1877.
Khanens podagra i koreanske krøniker: Yule og Cordier, note til 2. bog, kap. XX.
Christoffer Columbus’ annoterede eksemplar af den latinske udgave findes i Biblioteca Colombina, Sevilla.
Kort i filmen: historical-basemaps af André Ourednik (omtrentlige grænser): https://github.com/aourednik/historical-basemaps
Kystlinjer: Natural Earth: https://www.naturalearthdata.com
eagleworld.dk